|
Aftale med Jægersborg Skovdistrikt |
Det areal, hvor køerne går, hører til Vestamager, som igen hører under Jægersborg Skovdistrikt (som også omfatter Dyrehaven og en lang række andre arealer nord for København). Link til Jægersborg Skovdistrikt
Der er indgået en såkaldt "Græsningsaftale" mellem foreningen og ejer (Skovdistriktet).
Aftalen dækker frem til april 2010, men kan forlænges. Aftalen omfatter fold nr. 7 med ret og pligt til afgræsning af ca. 7,0 ha. strandeng og strandengsoverdrev. Vi er forpligtiget til, i perioden 1. maj til 1. oktober, at der er udsat mindst en ko med kalv eller 2 ungdyr pr. 2 ha. i en periode på mindst 4 måneder, mhp. at arealerne holdes tilstrækkeligt afgræsset. Dyrene skal udsættes senest 1. maj. Vi kan hjemtage dyrene, såfremt der ikke opnås en rimelig tilvækst (min. 250 gram/dag). Græsningsafgiften udgør 0 kr. - og ejendomsskatter, andre faste afgifter på arealet samt afgifter på el og vand betales af ejer. Der må kun gå kreaturer og heste i folden - ikke får. Hvis der sker overgræsning kan vi pålægges at nedsætte antal dyr. Ejeren står for arealets drift. Folden er hegnet med 2 trådet Poda-hegn. og der er opsat såkaldte mulepumper med indlagt byvand. Opsætning, fornyelse og vedligehold af hegn, strømgiver og vandingsanlæg påhviler ejer.
Vi har ansvaret for udsætning af dyr, tilsyn hermed samt evt. behandling af syge eller plejekrævende dyr. Dyrene må gives halm el. lign. i maksimalt 7 dage efter udsætning og op til 14 dage før hjemtagning. Tilskud af vitaminer og mineraler må gives løbende. Hvis vi opsætter beholdere til f.eks. mineraltilskud må de ikke virke skæmmende på areal eller landskab eller særligt iøjnefaldende i øvrigt. Der må udover dette ikke opsættes indretninger eller foretages arbejder på arealet uden forudgående tilladelse fra ejer. Vi skal i forbindelse med det daglige tilsyn af dyrene også tilse strømgiver og vandingsanlæg samt hegn med alle led og stenter mv., og mangler meddeles til ejer snarest muligt efter de er konstateret. Vi skal indfange og genudbinde undvegne dyr med mindre flugten skyldes forsømmelighed fra ejers side. Vi står med erstatningsforpligtelsen overfor tredjepart, som følge af skader, som vi er ansvarlige for. Vi skal selv sørge for at tegne forsikring for driftstab som følge af eventuel skade på løsøre, besætning mv.
Vi skal udover bestemmelserne i aftalen respektere de begrænsninger i benyttelsen af arealet, der følger af lovgivningen, herunder den generelle beskyttelsesordning efter naturbeskyttelsesloven, dyreværnsloven, vandløbsloven, okkerloven, landbrugsloven eller privatretlige og offentligretlige servitutter og lignende.
|